• Han har beskæftiget sig med Forsvaret i 40 år og set adskillige skandaler udfolde sig. Onsdag nåede hans tillid et lavpunkt

    Источник: BDK Borsnyt / 04 апр 2024 07:22:43   America/Chicago

    Kristian Mouritzen har set målløst til de seneste dage. Og mens en regulær skandale har udfoldet sig for åben skærm, har han på det sociale medie X kommenteret de vilde begivenheder. Torsdag morgen nåede han frem til en dyster konklusion. Aftenen forinden havde forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) på et pressemøde fortalt, at han i løbet af dagen havde fået to forskellige redegørelser af Forsvarskommandoen, og at han ikke længere havde tillid til forsvarschef Flemming Lentfer, der derfor var blevet hjemsendt og erstattet af Michael Wiggers Hyldgaard. Desuden fortalte forsvarsministeren, at de danske våbenindkøb fra israelske Elbit bliver forsinket med et år, og at regningen kan blive op mod én milliard kroner dyrere. Det blev dråben for Berlingskes internationale analytiker Kristian Mouritzen, der som journalist har beskæftiget sig med international politik og Forsvaret i 40 år. »Jeg har ikke i de 40 år, jeg har arbejdet med forsvaret professionelt, haft så stor en mistillid til, at forsvarets ledelse kan bruge over 200 mia. kroner forsvarligt. Der trænger til en gevaldig oprydning, der rækker længere end forsvarschefens afgang. Amatører,« skrev han torsdag morgen på X. Og overfor Berlingske sætter han ord på, hvor slemt det i hans øjne står til. »Det tyder på en pilrådden organisation, som simpelthen ikke er sin opgave voksen.« Krig på hjemmefronten Skandalen startede tirsdag, da forsvarsmediet OLFI kunne afsløre, at en defekt på den danske fregat »Iver Huitfeldt« var skyld i, at missilsystemet ikke kunne bruges, og at ammunitionen til skibets kanoner heller ikke fungerede ordentligt. Dertil kommer, at problemet ifølge OLFI havde været kendt længe, og at Troels Lund Poulsen angiveligt ikke var blevet orienteret om hændelsen af Forsvarets ledelse. Men særligt efterspillet og de to redegørelser, som Troels Lund Poulsen fik onsdag, lægger Kristian Mouritzen vægt på, når han skal forklare, hvorfor hans tillid til Forsvaret er væk. »Jeg troede, man var begyndt at rydde op. Men det er et symptom på, at Forsvarets ledelse stadig forsøger at dække over hinanden og camouflere virkeligheden,« siger Kristian Mouritzen, der peger på et centralt problem. Forsvaret er nemlig opbygget af otte styrelser, og ifølge Kristian Mouritzen foregår der en intern konkurrence mellem de styrelser, som nærmest bekriger hinanden. Hvor ser du henne, at de forskellige styrelser bekriger hinanden? »Jeg ser i hvert fald, at forsvarschefen – som jo er den der skal rådgive ministeren – har været fuldstændig rådvild i forhold til, hvad der er foregået, og handlingslammet.« Ifølge Kristian Mouritzen er der ikke foregået noget logisk samarbejde mellem styrelserne. Og det har været tydeligt, at den tidligere forsvarschef ikke har haft styr på noget. »Spørgsmålet er så, om han i alle tilfælde kunne have haft det, fordi han også blot er en styrelseschef. Men den amatørisme, der har været i forsvarets ledelse, er blevet dybt afsløret,« siger han. Det lyder også, som om du mener, at Flemming Lentfer måske nok har været ansvarlig, men ikke bærer hele ansvaret? »Jeg kan ikke bedømme, om Flemming Lentfer har været en god eller dårlig chef. Men jeg kan konstatere, at hvis han har haft viljen til at gøre nogle ting, så har den proces, han skulle igennem for at få det gennemført, været ulidelig lang, og det har været meget svært at komme igennem. Og jeg er ikke i tvivl om, at forsvarschefen tit og ofte har stået i en situation, hvor han måske er blevet vildledt af forskellige oplysninger.« Alt skal sprænges i luften Derfor mener Kristian Mouritzen, at det er på tide at gøre op med Forsvarets struktur. »Man er simpelthen nødt til at sprænge det hele i luften én gang til,« siger han. Konkret mener han, at forsvarsminister Troels Lund Poulsen bør nedlægge styrelserne og centralisere magten i Forsvaret, så forsvarschefen får markant mere magt, og han skuer i den forbindelse mod Sverige. »De har trukket langt mere magt ind i en lille kerne af Forsvaret, så man ved, hvem der sidder med oplysningerne, og at de oplysninger også er korrekte.« Risikerer man ikke, at det bliver umuligt for toppen at overskue en så stor organisation som Forsvaret? »Novo Nordisk, FLSmidth og Mærsk er jo i stand til at overskue deres organisation ved at have troværdige underledere. Lige nu er forsvarschefen blot én af otte styrelseschefer og har ingen magt over de andre. Han kan ikke ringe til materielkommandoen og bede om en bøtte maling til Livgardens kaserne i Gothersgade.« https://www.berlingske.dk/politik/han-har-beskaeftiget-sig-med-forsvaret-i-40-aar-og-set-adskillige
Опубликовать